Mindeside for Gøsta Roat Pedersen

Gøsta blev født den 4. juni 1946 (hvilket nu jeg tænker over det) må betyde, at han (forudsat 9 mdrs. "rugning") skulle være undfanget et par dage efter Japans kapitulation den 2. september 1945, der markerede den endelige afslutning af 2. verdenskrig. Hvorvidt man deraf kan udlede, at han er skabt i en glædesrus eller det blot er en træffende efterrationalisering fra min side, tror jeg alle, der har kendt Gøsta, vil sige, at han er født med et stort skud latter, smil og lyst til livet.

Du sagde på dine sidste dage, at du ønskede at blive husket som "den joviale" - og det er præcis sådan, at vi vil huske dig far! Slår man ordet op på Google, får man følgende tilbagemelding på kendetegn ved en jovial person:

"Jovial betyder at være munter, gemytlig, godmodig og omgængelig. En jovial person er typisk i godt humør, venlig og skaber en hyggelig, uformel stemning. Ordet beskriver en glad og letlevende udstråling, ofte forbundet med et selskabeligt, ukompliceret og hjerteligt væsen."

Du blev født i Sverige i Jönköping - deraf dit svenske navn Gösta - hvor du levede dine første 3 år af dit liv. Årsagen til, at din mor, Marie Roat Pedersen, flyttede til Sverige under sin graviditet, kan vi kun gisne om, men vi tror, at det skyldes, at hun blev gravid med dig uden for ægteskab og med en allerede gift mand, hvilket næppe var så velset, så hun ønskede måske lidt afstand til "rygterne".

Da I kom tilbage til Danmark, voksede du op som enebarn sammen med din mor på Lille Strandvej i Hellerup. Det lyder måske som en finere adresse, end det var, fordi lige præcis Lille Strandvej markerer skillelinjen mellem, hvor de store patriciervillaer starter og lejlighedsbyggeriet begynder (eller vice versa). Din mor og dig boede på "lejlighedssiden" af vejen i en 1,5 værelses lejlighed. Det var en høj stuelejlighed med fransk altan med udsigt over mod patrieciervillaerne, og med kun 300 meter til vandet, stranden, ligesom Hellerup Havn med rosenhaven kun lå nogle få hundrede meter væk. Du har altid beskrevet det som et skønt sted at vokse op.

Din mor arbejdede som husholderske, og senere som regnskabsassistent, og da pengene var små, hjalp du tidligt i livet til i form af flere småjobs - herunder bl.a. bl.a. som mælkedreng og avisomdeler. Du har fortalt, at I om lørdagen havde tradition for at forkæle jeg med at gå til slagteren og købe varm leverpostej og frikadeller.

Du tilbagte meget af din barndom og tidlige ungdom som spejder i De Grønne Spejdere fra du var 10-19 år. Det er varme og sjove minder, du har fra den tid, og børnebørnene og jeg vil huske dine stærke fortællinger fra dengang om bl.a. Viggo, der slog hugorme og høns ihjel med de bare næver, dit danmarksmesterskab i at skabe ild vha.flintesten og ildstål (ildbor var du også ferm til), såvel som de mange sjove øvelser og ture, som du deltog i både som spejder og senere stod for at planlægge som spejderleder. Du fortalte også indlevende om dine sommerferier, hvor du som såkaldt feriebarn tog turen med De Danske Statsbaner fra København til Vorbasse i Jylland på sommerophold på landet, når din mor blev nødt til at arbejde i sommerferien. Her deltog du i hverdagslivet hos en "feriefamilie", hvor du har fortalt med gode minder om, hvordan du fik lov til at spise lige så mange franskbrødsmadder med syltetøj og smør, som du havde lyst til hver dag. I en sådan grad, at din mor ikke kunne kende dig, da du kom tilbage fra ferieopholdet på perronen, og spurgte "hvor er Gösta?" - så rundkindet var du blevet af den gode friske luft i Jylland.....

Efter realeksamen gik du på Gl. Hellerup Gymnasium på matematisk linje, hvor du fik mange nye gode venner - heraf nogle, som du har beholdt til det sidste. Du deltog fx stadig i den årlige genforening med din gymnasieklasse i Hellerup, indtil din død.

Efter gymnasiet tog du afsted med din ældste ven, Uffe, på roadtrip i et folkevognsrugbrød ned gennem Europa og helt til Jerusalem og Beirut. Du har efterladt mange gode historier og lysbilleder fra denne tur. I 1967, da du var 21 år, havde du en drøm om at emigrere til Canada og som en sidste farvel-tribut til jeres venskab inden Canada-eventyret, besluttede Uffe og dig, at I ville tage på på charterferie sammen. I drejede en flaske på et Europakort for at beslutte, hvor I skulle hen, og flaskehalsen landede på Rumænien....and the rest is history...

Som vi alle ved - endte det med at blive din skæbne, at det blev den tur, hvor du mødte Doina og forelskede dig, og derfor aldrig kom til Canada.

Resten af dit liv har Rumænien og de venner, som du og mor sammen traf gennem jeres arbejde som rejseledere, fyldt en stor del af jeres og mit liv. Vi har fået venner for livet, som har været som familie for os, og gjort, at vi har følt os som del af en større familie, selvom både du, mor og jeg selv er enebørn.

Din og mors historie er et kapital for sig, som der slet ikke er plads nok til at skrive om her. Men lad det tjene som eksempler, at jeres kærlighed til hinanden besejrede det kommuniske styres forsøg på at obstruere jeres kærlighedsbreve og på, at I blev gift. I svarede igen med kreative måder at skrive i kodesprog i jeres breve, og det var først da far truede med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at I fik lov til at blive gift.

Gennem tiden har I skiftevis taget ansvar for hinanden. Mor var allerede universitetsuddannet i engelsk i Rumænien og arbejdede som gymnasielærer, da I mødte hinanden. Min far havde kun sin studentereksamen og derfor ingen indkomst, men ville være sammen med Doina i Rumænien. Han tog derfor derned i sin Fiat 600 og boede hos min mor og mormor. Her fik han 10 lei om dagen af min mor, og mens hun var på arbejde, tilbagte han dagen på den lokale café, hvor han brugte tiden på at tale med alle mulige på caféen og på den vis lære sine første sætninger på rumænsk. Det var også her, at han tilfældigvis mødte en TV- og radio montør/reparatør, der godt kunne se en fidus i, at min far kunne agere som chauffør for ham i sin Fiat 600, for så kunne han nå dobbelt så mange kunder dagligt i forhold til, hvis han skulle benytte offentlig transport. På den måde fik min far sit første "job" i Rumænien, så han kunne bidrage lidt til husholdningen. Samtidig lærte min far en masse rumænsk gennem jobbet, for mens TV-montøren fiksede tv'et eller radioen, blev han ofte budt på kaffe og kage af familien, og så sad han og talte med dem og fortalte om Danmark m.v. Han arbejdede også i en periode som uautoriseret kørelærer med sin Fiat 600 i Rumænien for folk, der gerne ville øve sig på at køre bil, inden rigtige køretimer/køreprøven, men det varede kun en kort periode indtil en elev var lige ved at slå dem ihjel, og de kun formåede at undvige en stor lastbil i sidste øjeblik!

Da min far og mor bosatte sig i Danmark fra 1971 boede de først på Lille Strandvej hos min farmor, men fik siden en lille lejlighed på Østerbro (vistnok Østbanegade). De første 5 år i Danmark var det primært min mor, der forsørgede min far, mens han studerede på lærerseminaret. Uffe skaffede således hurtigt min mor et job hos Plumrose som engelsk korrespondent, og min far blev først færdig som læreruddannet i 1976 samtidig med, at jeg blev født, hvor han fik job på Stengårdsskolen og vi alle flyttede til Harpevej i Ølstykke.

På Stengårdsskolen underviste min far i Matematik og Historie som linjefag, men han brugte det meste af tiden som OBS-lærer eller støttelærer for de børn, der havde det svært i skolen. Han var afholdt blandt børnene og fik tilnavnet "Gysse". På skolen fik min far envidere mange livsvenskaber blandt flere af de andre skolelærere. Desværre er de fleste de seneste år også gået bort. Men det er venner, som han har holdt fast i til det sidste, og som også besøgte ham de sidste år på plejehjemmet.

Nekrologen fortsættes under "Mindeord", da der ikke er mere plads her.....